Nu lidt tid efter sidder jeg i bussen på vej til København og lytter til vores samtale.

Det første der slår mig er, at jeg lyder ok. Det andet jeg lægger mærke til er, at jeg ikke husker alt, hvad jeg har sagt. Det tredje jeg lægger mærke til er, at Tara Devi støtter mig undervejs i samtalen på elegant vis. 

Det lykkedes mig at formidle historier fra nogle af mine sværeste og meningsfulde perioder af mit liv. Det bliver jeg stolt af, imens jeg lytter det igennem. Stolt af at kunne stå ved mig selv og min historie. 

Undervejs i samtalen deler jeg, hvordan healingen og clairvoyancen gradvist åbnes op igennem forskellige møder og oplevelser samt hvorfor det at støtte andre skal komme fra et sundt sted fremfor fra et overlevelsested, som jeg har lært gennem de sidste par år af min terapeut og spirituelle lærer, Camila Würtzgaard. 

Jeg beskriver også, hvordan jeg under kyndig vejledning af Camila opdager dette “bjerg” af sorg og forsvarsmekanismer lige foran næsen. Et bjerg, som jeg har været blind for hele mit liv. Jeg forklarer, hvordan jeg gradvist finder mit eget ståsted i livet. Det gør mig tryg i at støtte andre i deres proces.

Som Tara Devi fanger rigtigt, så er det et vigtigt tema for mig at finde balancen mellem at være der for mig selv og at være der for andre. Et tema der trækker spor tilbage til både min opvækst og min nuværende rolle som familiefar.  

Jeg har længe villet være en god far og partner, og det er først nu, at jeg kan mærke, jeg er det. En lang og vigtig proces. 

Jeg bliver også spurgt ind til, hvordan det var at møde mine gæster på podcasten. Det har givet mig enorm meget inspiration at møde forskellige personligheder i podcasten. De her møder, hvor jeg for et øjeblik kommer tæt på en anden persons essens og mærker deres kvaliteter, har afspejlet for mig, hvad jeg egentlig søgte i mig selv. Det har også vækket min tro på, at jeg kan gå mine egne veje på min egen måde.  

Jeg fortæller også om min egen healingsproces og sætter ord på betydningen at vælge at heales, selv når man har det svært. “Vi er hele mennesker, når vi tør at heles,” får jeg sagt. Det betyder, at vi alle har et ægte frit sted indeni os, som kommer af at vi kan give slip og opdager vores dybder. Min proces krævede og kræver fortsat en god portion støtte udefra. Og selvom jeg længe har troet, at jeg skulle bære alt selv, er jeg nu fri til at indrømme, at jeg ikke kan stå helt selv og heller ikke behøves.  

Der åbner sig et trygt og sårbart rum imellem Tara Devi og jeg under samtalen, hvor jeg kan dele, hvad jeg har på hjertet. Hvor er det vigtigt, at vi har mennesker omkring os, som kan skabe et hjerterum for os, når vi mest trænger til det. I dag har jeg stadig svære tidspunkter, men jeg har også langt flere dage, hvor jeg er taknemlig over mit liv og bare glad. 

Kære lytter eller læser, uanset hvor du er i dit liv, håber jeg, at du også kender nogen, som kan hjælpe og vejlede dig, når du har brug for det. Og måske endnu vigtigere, at du finder modet til at opsøge nogen, hvis du ikke har.