Indlæg 1 - døden

Døden

Reflektioner over det uundgåelige møde med døden

"Shrinking away from death is something unhealthy and abnormal,

which robs the second half of life of its purpose." - C.G. Jung

Jeg har haft et tilbagevendende møde med min dødsangst det sidste års tid. Inden for få måneder, mistede jeg to nære og kære familiemedlemmer.

Først kom chokket. Det uforståelige ved det hele. Så kom følelser af uretfærdighed og vrede. Til sidst magtesløsheden og gravist en given-slip.

Det har været og er en proces om den syge, om min familie og, i sidste end, også om mig selv.

Tabet. Sorgen. Det meningsløse. De kan tage livslysten fra én. Man kan glemme årsagerne til, at man lever. Ud over smerten og savnet var der også noget andet, som jeg helt personligt gennemgik.

Det gik op for mig, at jeg skulle dø. Spørgsmålet, jeg hele tiden vendte tilbage til, var, "hvorfor lever vi, hvis vi alligevel skal dø?"

Jeg oplevede, hvad Kierkegaard kalder eksistentiel angst. Angsten for at leve. For at tage ansvar for sit liv. Hvis man føler eksistentiel angst, så føler man sig alene i verden. Det er naturligt, når der sker store omvæltninger i éns liv. Og man skal gå nye ukendte veje. Når man er i en krise.

For Kierkegaard er angsten et grundvilkår for alle mennesker. På et tidspunkt vil vi alle blive konfronteret med den. For mig var mødet med døden og tabet af mine kære, det der gjorde udfaldet.

Mødet med min egen død har dog vist sig at åbne dørene til nye indsigter. Hvilke indsigter? Og hvad har det alt sammen med spirituel indsigt at gøre?

"Hvorfor lever vi, hvis vi alligevel skal dø?"

Først og fremmest, hvis man virkelig forholder sig til det faktum, at man skal dø, så forholder man sig uundgåeligt også til, hvordan man skal leve sit liv.

Hvis vi opdager, at livet er det dyrebareste vi har, vil vi prøve at få det bedste ud af det.

Men der er også et dybere lag af mødet med døden, som ikke handler om det levet liv men om vores grundlæggende forhold til tilværelsens eksistentielle dimension.

Det er nærmere virkeligheden bag døden, der er kernen. Ikke egentlig en overbevisning om hvad der sker efter døden, men i stedet en påmindelse om livets forgængelige natur.

Når jeg kigger tilbage på det, der er sket det foregående år, er mit forhold til døden forandret. Jeg accepterer og er glad for, at jeg en dag skal dø. Og det er på en gang stort og stilfærdigt.

Det er ikke fordi, at jeg ikke er glad for mit liv. Men bevidstheden om døden er blevet frigørende.

Det er at mærke, at jeg i grunden er fri. Det er en lettelse som fylder mig i krop og sjæl.

Så får Jungs ord fra indledningen en ny mening.

Ved første øjekast læste jeg ordene som, at man kan ikke værdsætte livet, hvis man forestillede sig, at man altid ville have det og aldrig skulle dø.

Altså at fordi der er en ende på det, får det større værdi. Den betydning giver også mening.

Når jeg genlæser citatet, så bemærker jeg, at han lægger vægt på "purpose"; Livet har et formål.

"Jeg accepterer og er glad for, at jeg en dag skal dø."

Halvdelen af formålet med livet er ikke, at vi skal dø, men at vi forholder os til den spirituelle dimension af livet.

Denne dimension kan vi ikke forholde os til samtidig med, at vi undlader at se vores død i øjnene.

Døden peger på noget uendeligt i os. Den viser os, at vi ikke er alene. At vi er dybest set sjæle, som mærker livet inden i os, lige så meget som livet udfolder sig omkring os.

Denne indsigt i døden er derfor med til at forvandle vores liv. Og heri ligger det geniale i Jungs ord, som jeg læser dem; livet er uadskilleligt fra døden, de er i grunden ét.

Reflektioner over døden peger således indad og er en tilbagevenden spirituel proces i at møde livet.

Dermed ikke sagt, at fordi jeg har mistet to kære familiemedlemmer, er jeg et dybere spirituelt menneske. At jeg i dag er glad for oplevelsen, fordi det har givet mig en spirituel indsigt. Ingen vil miste. Vi kommer dog sandsynligvis til det på et tidspunkt.

Vi er heldigvis ikke herre over hvornår, og hvordan det sker. Livet udfolder sig på sin vis uden vores samtykke. Vi er dog en del af processen, og bliver vi det med større bevidsthed, kan mening findes selv i de mørkeste kroge i tilværelsen.

Her er nogle spørgsmål, som du kan stille dig selv i din egen reflektionsproces:

1) Hvad er din første reaktion på at skulle dø, hvis det var lige nu?

2) Mærk ind i følelserne. Hvor leder de dig hen?

3) Hvilke følelser er der? Prøv at gå igennem følelserne (frygt, sorg osv.).

4) Hvad dukker op, hvis du går længere ind bag følelserne?

5) Gentag denne øvelse flere gange i løbet af en uge og spørg dig selv: er oplevelsen den samme?

Kilder:

http://learntodie.net/en/questions-for-eckhart-death-diying-by-eckhart-tolle/

Carl Gustav Jung (2001). “Modern Man in Search of a Soul”, p.114, Psychology Press

tanke

Døden

Reflektioner over det uundgåelige møde med døden

Hvordan du giver slip og lever mere frit

Det eksistentielle rum i dig

Formålet med dine emotionelle sår

tanke

Døden

Reflektioner over det uundgåelige møde med døden

Hvordan du giver slip og lever mere frit

Det eksistentielle rum i dig

Formålet med dine emotionelle sår

FØLG MIG!