For første gang skulle podcasten foregå på hjemmebane. Mit behandlerrum i Aarhus blev rammen om vores samtale.

Lige op til interviewet hostede Douglas meget, så jeg troede, at vi blev nødt til at udskyde det. Men så snart vi kom i gang, stoppede hosten og det gik som smurt.

Douglas var intens at interviewe. Jeg blev hurtigt draget af hans nærvær, og det krævede større nærvær af mig selv undervejs i samtalen. Jeg kunne ikke helt forberede, hvor vi var på vej hen. Det var som om, at vores møde forlangte mere ærlighed og ægthed af mig. Jeg følte ikke, at jeg kunne gemme mig bag mikrofonen, som jeg nok gerne ville. 

Hans svar kom sådan intuitivt. Han prøvede ikke at tilpasse sig eller please. Han var meget sig selv. Og det fik mig til at slappe af og nyde hans selskab.

Det var også rart at snakke med én, som hvilede i sit syn på tingene uden at forsøge at overbevise andre. Man kunne mærke, at hans dedikation til "Et kursus i mirakler" havde ændret hans liv og ham selv. Men han blev ikke af den grund prædikende eller bedrevidende. Han var klar over, at det var hans vej og ikke nødvendigvis andres.

Denne respekt for at vores udviklingsveje er individuelle, gjorde et indtryk på mig, fordi det et stort perspektiv at antage. 

For Douglas var der ingen tvivl; der er en mening bag de ting, der udfolder sig. Og vi har selv valgt det. Det hele. Det positive og negative. De fleste af os prøver - mere eller mindre - at flygte fra det ubehagelige.

Måske hænger det sammen med, at vi tror på, at livets hændelser er tilfældige, og at tilværelsen tilsyneladende er meningsløs? For så kan der heller ikke være en mening bag smerten. Men hvis vi har valgt de svære ting, så er det jo fordi, at der må være noget vigtigt, som vi kan drage lære af eller har brug for at erfare. 

Interviewet efterlod mig med en større undren og sult efter at finde svar på livets gåder. Hvad er mit næste skridt?