Jette tog imod mig i døråbningen. Jeg blev overrasket over, at hun var rimelig høj. Jeg kendte Jette fra hendes podcast-serie, Claircast, som jeg havde hørt af og til i årenes løb. 

Vi mødtes i et stille kvarter på Frederiksberg i en lejlighed, som Jette havde lånt til optagelsen. Der var for meget byggelarm, hvor hun boede. 

Det var sjovt at se, at vi havde den samme lydoptager, og vi kom til at tale om udstyr. Det var fedt, at dele interessen med en anden. Jette havde ikke selv givet mange interviews, omend hun var blevet spurgt om det indimellem. 

Hun skulle lige vænne sig til at være i den rolle, hendes gæster plejer at være i. Hun talte sig efterhånden varm, og jeg kunne mærke, hvordan samtalen fik liv. 

Det er bemærkelsesværdigt, hvad der sker, når man skaber et energifelt sammen. Jeg mærker tydeligt, hvad der er godt at sige, som hjælper samtalen på vej, og hvad der er bedst at lade ligge. 

Det var afslappende at tale med Jette. I samtalen opdagede jeg, at spiritualitet ikke mister sin dybde og mening, når man forholder sig til det på en konkret og hverdagsagtig måde. Tværtimod. Det gør det hele sjovere og mere befriende. 

Til hverdag opdeler vi på kunstig vis spiritualitet og hverdag, som om de ikke hang sammen. Og det giver ikke mening. Jettes spiritualitet virkede netop til at være en almindelig del af hende som alt muligt andet. Hun virkede på mig som en person, der gik ind i tingene på en umiddelbar og helhjertet måde. Hun var både umiddelbar og vis. En underfundig kombination, der gjorde hende behagelig at være sammen med. Som én der turde sætte forventninger til sig selv. Dog uden at belaste sig selv unødigt.

Resten af dagen var jeg høj. Jeg følte, at jeg havde fået noget med til min egen proces som behandler og rådgiver. Jeg blev inspireret til at fortsætte min kurs.