Da vores samtale var afsluttet, prøvede jeg at få et godt billede af jurten udefra.  Karsten kom hurtigt ud med sin våddragt på, hoppede op på sin ATV og kørte forbi med hunden i hælene. Jeg nåede ikke at knipse.

Det var nærmest som at opleve en action scene fra en film. Måske virkede det sådan på mig, fordi kontrasten var så slående. Han havde lige siddet i over en time og talt i et roligt stemmeleje. 

Karsten var meget autentisk i sit møde med mig, fordi han var nærværende og åben omkring sit liv.

Jeg havde hørt om Karsten i nogle år fra forskellige behandlere, som lovpriste hans viden, tilgang til kroppen og undervisning. Jeg vidste at han boede i Søhøjlandet. Men jeg blev overrasket over landskabet. På vejen i bilen fik jeg nærmest indtryk af at være i bjergene i Italien, fordi der var bakket og smukt. Hans to iøjenfaldende jurte lå flot på en skråning i en smuk dal.

Det var lidt tungt at slæbe udstyret derop. Og jeg havde endda glemt at få stativerne med. Vi improviserede os med ved at stable ting oven på hinanden som kunne holde på mikrofonerne, og lyden blev nogenlunde god.

Han tog imod mig ude foran jurten. Hans rolige attitude var behagelig. Man kunne nærmest mærke hans sympati for én.

At træde ind i hans hjem, var skønt. Det var ét stort rum med en lille gang til toilet og bad. I rummet var der soveværelse, spisestue, køkken og læsehjørne. Det var lyst og emmede af jordkontakt. Der var fyldt med smukke genstande, som man kunne sikkert bruge timevis til at tale om. Karsten forklarede, at han lidt spontant skulle mødes med nogle venner på en kajaktur efterfølgende, hvorfor han havde lidt travlt efter samtalen.