Lena Hvid

Hvordan tackler du afmagt i en personlig krise?

“Jeg kan ikke sige, at jeg har haft et let liv. Det har jeg ikke. Hverken indvendigt eller udvendigt. Men hvem har det?
Jeg har nok tumlet noget rundt og fundet ud af, hver der virker for mig. Alt det jeg udbyder bygger på min egen erfaring, og fordi jeg selv er gået vejen.”

Lena Hvid
ZONETERAPEUT



www.lenahvid.dk


Det er særligt for Lena Hvid, at hun i en alder af 65 år kan fejre sin kliniks 1-års fødselsdag.
Hun er nået et sted i sit liv nu, hvor hun både kan høste af sine erfaringer som mangeårig sundhedsmedarbejder og af sine personlige erfaringer med sygdom og kriser i sit virke med klienter. 

Jeg møder Lena for første gang til en julefrokost for selvstændige i Aarhus. Jeg mærker en hjertelighed og en nysgerrighed hos hende i de få ord, som vi udveksler. Det er som om, at vi har samme tilgang til, hvad vi vil give til verden.

Selvom Lena ikke deler alle detaljer omkring sit liv, da vi begynder podcast-samtalen 9 måneder senere, fornemmer jeg undervejs i hendes fortælling, at hendes oplevelser som barn og ung har været barske og det var ikke givet, at netop hun skulle kunne være i stand til at kunne hjælpe andre mennesker.

Lenas datter blev alvorligt syg i en tidlig alder. Lena måtte gå alternative veje for at redde sin datter. Det var dog udfordrende - bl.a. fordi hun var alene mor til to børn. Lena nægtede dog at give op på sin datter.

Efter 3-4 år fik datteren det meget bedre, men herefter blev Lena selv syg og mistede gradvist håbet for bedring. En dag da det stod allerværst, bad hun til Gud om hjælp. Få dage efter fik hun anbefalet en bog af Viktor Frankl. En bog, der ændrede hendes liv.

Da hun læste ordene: ”vi må selv lære, og vi må få de fortvivlede mennesker til at forstå, at der aldrig nogen sinde gælder det, vi endnu kan vente os af livet, men udelukkende det, at livet venter sig af os!” i Viktor Frankl’s bog og forstod hans budskab, gik det op for Lena, at verden venter på, at man viser hvem man er og hvad man har at byde på.

Det var som om, at et åg sprang af hendes skulder. Dermed banede Lena gradvist en ny sti i sit liv baseret på en ny tro på sig selv og sine egne evner.

Så muligvis er Lena netop den rette person til at hjælpe mennesker i krise, fordi hun på egen krop har gennemgået en forvandling for sig selv og sine børn.

Med udgangspunkt i Løgstrup fortæller hun om sine etiske og filosofiske overvejelser omkring vores medmenneskelige ansvar for hinanden.

Hun lægger vægt på, at man ikke kan tage ansvar for andre. Hun tror på, at vi kan så frø hos hinanden, som kan spire og vokse. Det kan i sig selv gøre en betydelig forskel. I sidste ende, har den enkelte dog ansvar for sig selv.

Da det stod allerværst for Lena, opsøgte hun selv hjælp hos clairvoyanten, Debbie Christensen, som forudså mange fremtidige hændelser i Lenas liv.

I forløbet hos Debbie fik Lena kontakt til sin afdøde mormor. Mormoren kom jævnligt hos Lena med sin velkendte duft og nærvær. Mormoren var der især et halvårs tid på en intens og kærlig måde for at hjælpe Lena igennem en svær tid og sætte gang i hendes spirituelle udvikling.

I dag har Lena et pragmatisk forhold til clairvoyance og afdødekontakt, som hun også udbyder. Hun respekterer andres modstand mod det og søger ikke at overbevise nogen. Tværtimod, hun er der for at give noget til andre på den måde, som de kan tage imod det. Generelt stiller hun sig kritisk overfor en usund selvudviklingstendens, der kan lægge for meget pres på os, når vi ikke har det godt.

I sin healingsproces stødte hun på Kaizen-filosofien, som hun tog til sig. Kort fortalt lærte hun at stille sig selv spørgsmålet, “hvad er den mindst mulige ændring, som jeg kan lave for at forbedre mit liv?” “Så kan alle være med…”, som hun siger.

Det kan f.eks. være at plukke en blomst og stille i en vase. Eller rede sin seng. Små overskuelige ting, der til sammen kan hjælpe én på vej, når man er midt i en krise og ikke kan se en vej forud.

Man mærker hvordan Lena har mange facetter i sit virke både pga. sin mangeårige erfaring som behandler, men også fordi det ligger til hende at søge ny viden, når hun møder en udfordring.

Derfor inviterer hun jævnligt gæstelærere med forskellige tilgange til sundhed og spiritualitet til sin klinik. Det er naturligt for hende at være en brobygger. Hun nyder, at hendes klinik danner rammen for en brobygning imellem umiddelbart forskelligartede syn på sundhed og eksistens.

Gradvist mærker jeg, at Lenas hjertevarme rører mig dybt som talen går. Det er et menneske, der har ramt bunden og været fuldstændig hjælpeløs. Og fundet ud af hvor sårbart det er at række ud, når man har mest brug for det. Hun blev nødt til at overgive sig til noget større. Det var i overgivelsen hun fandt freden.

Og derfor er der en bund i hendes ord. Noget man kan læne sig ind i.

Lena dikterer ingen tro og tilbyder ingen færdige løsninger. Hun tager udgangspunkt i sit eget liv, og tror ikke på gode råd. Hun tror på, at vores veje er forskellige og vi gør hver især hvad vi kan, når livet gør ondt.

Netop derfor var det dejligt befriende at tale med hende.


I en alder af 64 åbnede, tidligere kommunalt ansatte sundhedsmedarbejder, Lena Hvid, som selvstændig zoneterapeut. Klinikken er nu lige rundet 1 år, og udover at tilbyde en række ydelser såsom NADA og clairvoyance, danner klinikken også rammen om en række holistiske foredrag og workshops. Lenas oprindelige interesse for sundhed kom dog af nødvendighed. Hun beretter om, hvordan hendes datters sygdom og senere hendes egen sygdom, ændrede hendes kurs i livet. Selvom hun oprindelig blev uddannet ingeniør, har hun arbejdet inden for sundhedssektoren det meste af sit liv. Hvorfor Lena først valgte at starte som selvstændig i den såkaldte 3. alder, hvordan clairvoyance og afdødekontakt altid har fulgt hende, og hvordan hun formåede at gå igennem en længere kriseperiode samt bruge sine erfaringer i et succesfuldt virke, kan du høre mere om i denne personlige fortælling.  

Åbn din foretrukne tjeneste

eller lyt her

Podcaster Soroush Zand
Mit formål med denne podcast-serie er at blive klogere på mine gæsters spiritualitet.
I bund og grund vil jeg gerne inspireres til selv at leve et mere helt liv.
Det samme vil jeg gerne give mine lyttere mulighed for.
Læs mere om mig
 

Tilmeld dig og hold dig opdateret

NYHEDSBREV


Støt med en mønt

Alle mine podcast-aktiviteter har været hobbybaserede og drevet med egne midler. Jeg takker alle mine støttere med et personligt takkebrev og evt. en lille gave, hvis de ønsker at støtte mig.

Du kan læse mere om hvordan her (åbner nyt vindue).

Podcast

Lyt med på "Sjæl", når samtaler om spiritualiet udfolder sig med interessante gæster.