Jeg kører igennem et bakket landskab, som jeg har gjort en del gange før med min røde kuffert med lydudstyr. Det bliver ikke mindre spændende, men måske efterhånden mindre udfordrende. 

Jeg slår ind på en grusvej og vejen bliver smallere. Bilen kan lige akkurat være der. Imens vokser sig der sig fra begge sider af bilen en skråning frem med træer, hvis grene hænger over bilen og danner næsten en hvælving over mig. 

Jeg tænker, at jeg må være kørt forkert, men så åbner landskabet sig med en fantastisk udsigt over skove og marker. Jeg stopper bilen. Ved siden af mig, på en bakke, står et massivt og smukt bjælkehus som taget ud af et eventyr. 

Merete viser mig rundt og vi falder let i snak. Hun taler åbent om sit hjem og familie. Der er dækket op med lækre hjemmebag og hjemmelavet syltetøj.

Efter samtalen inviterer Merete mig til en af sine svedehytte-ceremonier. Jeg glæder mig til at prøve det. Mødet med Merete er ligesom mødet med Moder Jord. Hun er jordnær, tålmodig og inviterende.

Vi står udenfor. Træerne svajer og knager i vinden. De plejer ikke at stå og svaje sådan, siger Merete. Mødet var relativ kort. Men det har rørt noget i mig. 

Med en hjemmebagt bolle i hånden, kører jeg hjem. Fornyet og frisk.  

Meretes tilgang til naturen, har åbnet op for noget indeni mig. Imens jeg kørte igen i det åbne landskab, føler jeg en tæt kontakt til naturen omkring mig. Nærmest på en intim måde. Som om en del af mig er derude blandt træerne i vinden. Sådan har jeg det resten af dagen.

Jeg har i mit personlige liv oplevet meget tvivl de seneste år. Meretes fortælling handler bl.a. om, at vi kan holde til mere end vi ofte går og tror. Det er en omskiftelig tid, vi lever i. Personligt, oplever jeg også mange forandringer. Her kan tvivl let opstå. Det er som at slå panden mod en mur. Og netop i et sådan øjeblik, giver Meretes ord mening. Jeg kan mere end jeg tror, men jeg er den første, der skal overbevises, når jeg kaster mig ud i nye udfordringer.