Af en eller anden grund kom vi til at tale om Niels Henriks ungdom, før vi startede optagelsen.

Han fortalte om en vild værtshus-oplevelse, som blev skelsættende for, at han gik en ny retning og med tiden tog beslutningen om at tage på Camp Hill i Skotland efter gymnasietiden. 

Camp Hill blev hans første møde med antroposofien. Historien fra ungdommen stod som en kontrast til manden, der sad foran mig. Han udstrålede dannelse, afmålthed, humor og venlighed. 

Måske hang det sammen med hans baggrund som klassisk musiker?

Niels Henrik og jeg mødte hinanden ugen forinden på Audonicon, som vistnok kan siges at være hovedsædet for antroposofi-bevægelsen i Danmark. Jeg var kommet til at trykke på en knap på mixeren, som, blev årsagen til, at vi rykkede samtalen. 

Jeg har nu boet næsten 5 år i en antroposofisk-inspireret landsby (Hertha, 16 km vest for Aarhus). Ikke desto mindre er bevægelsen stadig ny for mig med sangene, højtiderne, fortællinger m.m.

Antroposofien både fascinerer mig og er fremmed for mig. Nu havde jeg muligheden for at få essensen af antroposofien frem i lyset. Det kom  til at vise sig, at jeg talte med den rette. 

Niels Henrik formåede under samtalen at afmystificere noget af antroposofien ved at fortælle ærligt om sit lærerliv, og samtidig åbne op for de filosofiske og åndelige tanker, der ligger til grund for bevægelsen. 

Vi var knap nok startet, før tiden var gået. Vi  blev enige om at mødes igen snart.