Da jeg lyttede til Sita synge for første gang åbnede mit indre sig op. En dyb længsel, som jeg havde glemt om, måtte mærkes og udtrykkes i sang. 

Jeg mindes mit første møde med Sita. Det var under en koncert i Skanderborg. Jeg kunne mærke, at der var noget særligt ved hende og hendes bands sange. Det blev et skub i retning af at bringe mere hengiven sang ind i mit liv. 

Derfor har jeg siden det første møde med Sita, haft en stor nysgerrighed på hendes personlige historie og hendes erfaringer og tanker om spiritualitet. 

Det udfolder hun på naturlig vis i denne samtale på hendes gård syd for Aarhus. Det viser sig, at hendes chants eller mantra-sange kommer til hende nærmest færdigstøbte, uden at hun tænker over det. Til gengæld skynder hun sig at optage dem, når de kommer.

Hvordan kan hun det? Sita er trænet i at bevare en indre kontakt til en dybere del af eksistensen igennem mange års praksis med indre opvågning. Et sted hvorfra inspiration kan flyde.

Sitas fortælling om mødet med sin åndelige mester, står for mig som en påmindelse om, hvor meget vi kan lære af hinanden, hvis vi tør at give os hen i dybe relationer. Relationer der kan opfylde dybder i os selv, som vi ikke anede, at vi havde.