Pludselig kunne jeg give slip. Jeg følte en befrielse ved at sige farvel og sørge over det, som ikke blev til noget. Nu er det jo ikke sådan, at man altid har brug for at sørge, når man skal sige farvel. Men når sorgen kommer, så betyder det, at man har mistet noget, som var dyrebart for én. Og derfor bliver det et vigtigt skridt i det at give slip.
Jo dybere sorg, desto større er den følelsesmæssige befrielse. Livet er i konstant forandring. Og vi bliver nødt til at forandre os med det. Vi kan særligt mærke det, når forandringerne er store, som når vores venner flytter, vi skifter job eller vi mister nogen.
Der vil være smerte. Den må gerne være der. Foruden at minde os om, at vi har elsket, så er det et kald på et sjæleligt plan. Et kald om at vågne op til livet, som det er nu.
Og vi giver slip hele livet igennem. Gang efter gang. Når de små og større kriser dukker op.
Det er dog ikke altid vi opdager, at vi er i en slags krise, før noget banalt viser os, at vi overreagerer og er urimelige i vores vredesudbrud, jalousi eller sårethed.
Anledningen kan være at en lille ting går galt - en aftale går i vasken, en elsket kaffekop går i stykker eller vi misforstår en vens intentioner. Vores reaktioner kan være disproportionelle med hændelserne. Vi reagerer fra et dybere sted, hvor smerten er dyb og ægte. Vi reagerer på et eksistentielt niveau, og vi ved det måske ikke.
Pointen er, at der i sådanne tilfælde er et kald. En besked fra vores underbevidste. Det handler om, hvorvidt vi er lydhøre overfor det.
Forandringerne vi oplever - store som små - bliver ved, ved og ved. Sådan er livet. Hvis vi ikke accepterer denne betingelse og forandrer os med det, mister vi oplevelsen af mening.
FØLG MIG!