tanke

reflektioner over spiritualitet

Formålet med dine emotionelle sår

 Hvordan kan dine gamle mønstre vise dig vejen til helhed?

"Embrace your grief. For there, your soul will grow." - C.G. Jung 

Ovenstående sætning giver god mening for mig i dag. Havde du spurgt mig før, havde jeg nok ment, at der fandtes en sjæl, men jeg ville have svært ved at tro, at:

1) Min sjæl, eller dybere bevidstshed, er mig selv dybest set.

2) Sjælen faktisk gerne vil have mig til at gennemgå følelsesmæssig smerte såsom sorg og svigt. 

3) Ved at gennemgå en smertefuld svigt, har jeg lært noget værdifuldt og dybt. 

Jeg tror, at jeg længe har troet på, at formål, sjæl og spiritualitet var imaginære forestillinger, som man trøstede sig med, når alt andet glippede. Det gjorde jeg i hvert fald i perioder af mit liv, hvor jeg ikke var tilfreds.

Men i dag er jeg klar til at forstå mig selv påny - og forstå at jeg ikke ville have adgang til positive og dybe følelser som glæde, frihed og mening, hvis jeg ikke også oplevede depression, angst og sorg.

"My heart is so small it's almost invisible. How can You place such big sorrows in it? "Look," He answered, "your eyes are even smaller, yet they behold the world."

- Rumi


Det dybeste svigt jeg har oplevet, var at blive forladt af min far som barn. I mange år var jeg vred på ham, fordi han ikke var der alle de år, hvor jeg manglede ham som støtte og rollemodel.

Vi kom alle sammen til Danmark, da jeg var 7 år pga. mit fars arbejde. Vi boede et par år sammen, imens min søster og jeg gik på en almindelig dansk skole. Da mit fars arbejde ophørte besluttede min mor sig for at blive som flygtning, imens min far rejste tilbage til Iran. De blev senere skilt, og han kom aldrig tilbage. Vi blev flygtninge og fik opholdstilladelse 1 1/2 år efter.

Det var først, da vi for alvor skulle integreres, at manglen på en far blev mærkbar. Når jeg kom hjem fra skole og havde haft en dårlig dag, når min mor var presset og, ikke mindst, når jeg skulle lære at gebærde mig i en ny kultur. Vi var sårbare som familie. Og måske var det allersværeste ved manglen på en far, at jeg mistede troen på mig selv. Jeg troede på, at hans svigt sagde noget om mig - at jeg ikke var værd at elske. 

Selvom jeg i årenes løb blev klar over, at jeg havde svært ved at knytte mig til mennesker og stole på mig selv, er det først for nylig i en alder af 38, at jeg har set det i øjenene. Det har været en lettelse at acceptere. Måske ændrer det også lidt på min måde at være med andre på. Lidt mere medfølende, lidt mindre kritisk. Jeg kan lettere forstå mine egne og andres begrænsninger.

I mine ungdomsår har de emotionelle sår forhindret mig i at kunne være med mine svære følelser, i at kunne sætte mål og opnå noget, som jeg kunne være stolt af. Grunden til det har været en dyb usikkerhed, som stillede spørgsmåltegn til hele min værdi som menneske. Et negativt selvbillede farvet af et lavt selvværd. Man kan så spørge, hvad godt kan der komme ud af det?

At gennemgå en healingsproces er en rodet affære. Det har det i hvert fald været for mig. Nu kan jeg sætte ord på det, men i mange år har jeg drevet rundt med en masse vrede, sorg og angst, som jeg ikke kunne forstå. Omend jeg også har levet et nogenlunde godt ungdomsliv. Det afgørende er dog, at jeg er holdt op med at bebrejde andre for mine mangler - særligt min far. Man kan sige, at jeg tilgav ham, men i virkeligheden tilgav jeg også mig selv. 

Jeg tilgav mig selv for ikke at kunne leve op til alle de idealer, som jeg havde om, hvem jeg burde være i stedet for, hvem jeg i virkeligeheden er. Det er stadig ved at gå op for mig, at jeg har fornægtet meget af det mandlige i mig selv i forsøget på at fornægte min far.

Da jeg selv blev far i en alder af 32, blev det tydeligt, at jeg var i vildrede over min farrolle. Min far repræsenterer en del af mig selv. Så længe jeg bebrejdede ham, kunne jeg ikke integrere de kvaliteter, han stod for inden i mig selv. For at være en god far, er jeg nødt til at ære min egen far.

Selvom vi er forskellige, og har været adskilte i det meste af mit liv, er han min far.


De emotionelle sår mærkes tydeligt, når vi har brug for de sider, hvor vi er såret. I mit tilfælde har det været som far og mand. Det kan være i andre roller for andre. Man kan også sige, at det er en healingsproces at blive far for mig, fordi jeg så kan udtrykke de kvaliteter, jeg selv har manglet for mine børn.

Så et emotionelt sår kan heales. Og når du er udfordret i dit følelsesmæssige liv, og måske ikke engang forstår hvorfor, er det nok fordi, der er noget som er blokeret. Du har brug for at tale om det. Se på. Mærke det. Også lære af at tilgive. At frigive energien, der er bundet i det. For din egen skyld.


"Man kan sige, at jeg tilgav ham,
men i virkeligheden tilgav jeg også mig selv. "


Men hvad er et emotionelt sår egentlig?

Det er vel i grunden et traume. Et psykologisk trauma, der efterlader én mindre hel. Man har mistet en del af sig selv. For nogle vil det virke som om, man aldrig bliver sig selv igen efter et alvorligt tab. Det tror jeg nu ikke på. Aldrig er lang tid. 

Jeg tror heller ikke på, at jeg aldrig mere vil føle mig svigtet mere. Det kan stadig komme. Healing tager tid, fordi der er emotionelle og kognitive vaner, der skal ændres.

Jeg skal lære at holde op med at svigte mig selv. Det tager tid at ændre det. At tro på mig selv. Igen og igen.  


Men hvordan kan man tale om et formål med emotionelle sår?

Formål er i sig selv et stort ord, fordi det peger på, at der er nogle universelle kræfter, der er inde over vores tilværelse. At der ligefrem kan være tale om skæbne. 

Det er svært at bruge så store vendinger uden at få dem galt i halsen, da jeg tror på, at vores frihed til at vælge i virkeligheden er noget af det meste kraftfulde ved at være menneske. 

Så hvis vores formål er noget, vi selv vælger, måske før vi overhovedet bliver født, kan jeg bedre forstå det. Også giver det også bedre mening, at de processer som er allersværest for os, er også dem der i sidste ende, er med til at åbne nye døre ind til vores sjæl - glæden og friheden. 


"...jeg tror på, at vores frihed til at vælge
i virkeligheden er noget af det meste kraftfulde 
ved at være menneske."

Det vil sige, at vi kan lade de oplevelser forandre os, forløse os og vise os hvem vi dybest set er.

Det er selvfølgelig en vej. Det tager tid. 

Jeg vil ikke underkende, at for mange mennesker ville man helst være foruden de ar på sjælen, man har fået. Vi har ikke alle fået lige mange udfordringer - eller samme slags.

Vores veje er individuelle, og vi har ikke de samme forudsætninger. Men eksistentielt set, er vores vilkår alligevel ikke forskellige. 

Vores livsomstændigheder hænger sammen med vores formål med at være her. Altså er det ikke tilfældigt, hvordan din opvækst har været, hvem du har mødt, og hvad der giver dig glæde i livet. 

Og derfor tror jeg kun på, at vi har noget at vinde, når vi tør at acceptere vores livsituationer og de roller, som situtationerne giver os. Denne accept heale os.

Accepten skal dog være ægte på et dybt følelsesmæssigt og bevidsthedsmæssigt plan - helt ned i kroppen. I mit liv har forløsningerne af det svigt, som jeg ubevidst bar rundt på, afgørende for at jeg kan føle mig fri til at skabe det liv, som jeg ønsker i dag.


Der er lang vej endnu, men jeg kan mærke, hvordan de gamle mønstre med selvkritik, angst, kontrollerende adfærd har givet slip på mig. De gamle sår er ved at blive healet. Ja, det er jo egentlig mig, der giver slip på dem.

Og selvom vi ikke alle går rundt med dybe traumer, har vi alle sammen tankemønstre, der er forbundet til svære emotioner, som vi helst ville være foruden. 

Vi har brug for at lære, hvordan vi forholder os til disse sider af os selv for at tage ansvar for dem og frigøre os fra dem. 

Vi har dem med os, fordi i dem er der et potentiale til at blive mere hele som mennesker. Det kan tage tid. Og skal tage tid.

Men når vi er klar til at ændre mønstrene møder vi os selv på en ny måde - åbner os. Så er vi i verden med alt, hvad vi indeholder. 

Måske er det netop dette, som Jung mener, når han skriver at sjælen vokser, når vi tør at tage sorgen helt ind, hvor smerten er størst. Vi vokser som mennesker - og som sjæle.

Her er nogle spørgsmål, som du kan stille dig selv i din egen reflektionsproces:


1) Hvad er det største emotionelle sår, du har med dig?

2) Hvordan har den påvirket dig igennem livet og gjort dig til den, du er i dag? (Både positivt og negativt)

3) Har du tilladt dig selv at åbne dig helt op for den smerte, som du gennemgik uden at fortabe dig i den?

4) Hvordan føles det at gå helt ind i kernen af din smerte? Kan du blive der uden at miste din grounding?

5) Kan du mærke en indre accept, når du gør det?

Hvis nej, så vær tålmodig med dig selv. Det tager tid.


Dette indlæg er ingen erstatning for professionelt terapeutisk rådgivning, som alle mennesker har gavn af, når de har traumer. Jeg opfordrer dig til at søge hjælp, hvis du er alene med dine svære emotioner. 

Hvordan du giver slip og lever mere frit

Hvad indebærer det, og hvorfor er det vigtigt?

Det eksistentielle rum i dig

Hvordan træder du ind i det? Og hvad kan det give dig?

Døden

Reflektioner over det uundgåelige møde med døden

FØLG MIG!